Sønderjyllands Kunstmuseum i Tønder åbner lørdag den 22. juni 2002 en udstilling med to lokale guldsmede, Karen Ihle og Jens Eliasen.
Karen Ihle og Jens Eliasen har for længst placeret sig tydeligt i danske og internationale sammenhænge i kraft af deres usædvanlige formgivning, tilvirkning og bearbejdning af metal.
I deres smykker føjer møjsommmeligt tilfilede led sig systematisk til hinanden og danner en form, der klart viser strukturen i smykkets konstruktion.
Få kan som Karen Ihle og Jens Eliasen få konstruktion og dekoration til at smelte fuldstændig sammen.
Der er altid i Karen Ihle og Jens Eliasens smykker udtrykt stor glæde ved minimalisme. Hvor man i deres tidligere arbejder kan tale om minimalisering af det skulpturelle og arkitektoniske, kan man om de arbejder der nu udstilles, sige, at de dyrker tegn og mønstre.
Inspirationen til dette skifte er hentet i Egypten, hvor Karen Ihle og Jens Eliasen var på studierejse i foråret 2001.
Alle smykker skabt i forlængelse af denne studierejse udstilles på Sønderjyllands Kunstmuseum.
Sønderjyllands Kunstmuseum viser udstillingen fra kl.10.00 til 17.00 dagligt i perioden 22. juni til 11. august 2002.
Udstillingen er opført i Sønderjyllands Kunstmuseums biograf, der i kraft af dens egnethed til netop denne smykkeudstilling er omdannet til udstillingsrum.
Der udgives en plakat til udstillingen.
Med venlig hilsen
Sønderjyllands Kunstmuseum
|